Kommunikative udfordringer
Hanne Søgaard, CVU Sønderjylland, læreruddannelsen
I min beskrivelse af undervisningsforløbet Billedkunst og Naturskildringer nævner jeg indledningsvis, at forløbet rummede mange kommunikative udfordringer, hvilket var en umiddelbar oplevelse som fremgik af mine egne logbogsnoter. Sammenholder man mine logbogsnoter, en retroperspektiv gennemgang af forløbet og de studerendes indlæg / kommentarer i undervisningsforløbet danner der sig nogle linjer i de udfordringer, som de studerende og jeg som underviser stod overfor. Jeg har i det efterfølgende opdelt disse i tre:
- underviserens kommunikation om undervisningens tilrettelæggelse, mål, gennemførelse og evaluering
- de studerendes kommunikation om egne arbejdsprocesser og slutprodukt
- deltagernes (både studerende og underviser) indbyrdes kommunikation om arbejdsprocesserne
hvor sidstnævnte skaber den dynamik i undervisningsrummet som vi også kender fra f2f undervisningen. De studerendes kommunikation eller måske skulle man snarere kalde det deres fortælling om om egne arbejdsprocesser og slutprodukt samt deres spørgen ind til og kommentarer til undervisningens gennemførelse medvirker til at skabe rammerne for undervisningsrummet.
Min kongstanke var, at jeg gennem et righoldigt inspirationsmateriale og åbne slutmål kunne sætte rammerne for de studerendes lærerprocesser (dvs. undervisningens tilrettelæggelse og mål). Mit materiale skulle undervejs suppleres af support i forhold til de spørgsmål, emner etc. som måtte dukke op undervejs i forløbet (dvs. undervisningens gennemførelse). De kommunikative udfordringer i begge disse to faser var bl.a. at kommunikere om et til tider teknisk stof på en forståelige måde. En udfordring der til tider blev vanskeliggjort af de studerendes måde at spørge på, eftersom det ofte drejede sig om mange og forskelligt rettede ting på en gang. Det var ikke ualmindeligt at spørge på denne måde:
"Hej - Jeg er ved at gå ud af mit gode skin! Jeg arbejser i øjeblikket med lagene som vi også snakkede lidt om on-line sidste torsdag tror jeg. Jeg vil bruge lagene så jeg laver noget der minder om en collage, men det driller. Jeg har naturligvis læst det hjælp der er at hente på engelsk i selve programmet men i det at det står på engelsk, gør det ikke bedre.
Jeg henter 2 billeder, som jeg selv har taget, ind på skærmen. Så vil jeg gerne lægge det ene ovenpå det andet. Altså kører dem sammen. Men da der kun er et billede aktivt ad gangen (den lysende bjælke) ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre. Jeg kører også lidt rundt i raster, vector og de andre lag. Jeg kunne godt bruge en dansk vejledning. Jeg kan desværre ikke finde det papir eller samling fra sem. der skulle fortælle om elektroniske billeder. Hjælp..suk"
Citatet viser også de udfordringer de studerende står overfor, når de ønsker at fortælle om egne arbejdsprocesser, og synliggør også hvor vanskeligt det kan være at italesætte (skrive om) et praktisk musisk arbejde. Samtidigt tegner det et billede af, hvor vanskeligt det kan være at skabe en konstruktiv dialog om arbejdsprocesserne i forløbet, når hovedparten af indlæggene tager afsæt i umiddelbare problemer.
Erfaringerne og tankerne fra forløbet søgte jeg at anvende efterfølgende i to forløb "Digitalt billedarbejde" i efteråret 2005 og vinteren 2006 , hvor mit fokuspunkt stadig var at skabe rum for kommunikation om de praktisk musiske arbejdsprocesser.

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home